Læs mere om rejsen på eirby historiske rejsemål

 

DANSK VESTINDIEN

„Klar overalt! Hal ned Dannebrog!“

Ordren smældede ud over paradeplad-sen ved fortet på St. Thomas den 31. marts 1917. Dannebrog gled ned, og Stars and Stripes gik til tops, medens kanonerne saluterede. Kommandør Hen-ri Konow fra krydseren „Valkyrien“, der stod for ceremonien, indrømmede senere, at „det var et af de trangeste øjeblikke i hans liv“, da han nedhalede det danske flag. Nu havde det vajet over øerne i 250 år, han var på nippet til at græde.

„Dansk Vestindien“ - St. Croix, St. Jan og St. Thomas - var ikke noget imperi-um. Sammenlagt er øerne på størrelse med Mors. Og hvor danske var de egentlig? Størstedelen af befolkningen - slaver-ne - var afrikanere; plantageejerne var for det meste af hollandsk, fransk og en-gelsk oprindelse. Kun embedsmænde-ne og soldaterne var i grunden danske.

Det er også et temmelig smerteligt kapitel i vor historie; for selv om der kan gives mange forklaringer og undskyldninger - „sådan gjorde alle de andre og-så“ - er det ikke muligt for et hæderligt men-neske i vore dage at omfatte slavehandel og slaveri med varme og sympati. Det var rene forretningsmæssige hensyn, der talte - sukker, masser af suk-ker til slikne europæere.

Og alligevel kan ingen gå gennem Kongens Gade eller Dronningens Gade på St. Thomas uden at føle sig sært berørt, og byen hedder Charlotte Amalie - hun var gift med Christian V. Jovist, Dannebrog vajede over fortet, og på kirkegården vandrer man op og ned og læser danske navne på stenene. Troperne blev deres liv og deres - alt for ofte - tidlige grav.

Udenom - Det Caraibiske Hav, så blåt, som havde nogen hældt farve i vandet, så varmt som en edderdunsdyne - det er herfra Golfstrømmen kommer - så tillidvækkende roligt med store, dovne dønninger under den høje sol.

I land - hvide huse med verandaer og per--sienner, himmelsenge og gyngestole af Cuba-mahogni, engang her-skabshjem for cigarrygende, whistspil-lende plantere, handelsmænd og guvernører, grønt buskads - det er aldrig set grønnere, med røde, blå, gule og lilla blomster. Farverne er voldsommere her - kontrasterne stærkere og dybere, end de opleves under vore blege himmelstrøg. Og befolkningen er stadig sort. De taler amerikansk; men de ældste iblandt dem kan stadig sige: „I was born a Dane“.

Danske som Jylland, Fyn og Sjælland var de øer aldrig; men på godt og ondt blev de alligevel en del af Danmarks skæbne - en brod i samvittigheden og en appel til fantasien, et eventyr under ækvator, hvis man husker, at rigtige eventyr både fortæller om smukke prinsesser og om den grumhed, der er forbundet med at vinde dem.